Er du ny ifht. mikrogrønt? Start med den her dejlige plante…

Solsikker er, efter min mening, en af de mest undervurderede mikrogrøntsager! Og hvis du gerne vil prøve det der med at dyrke mikrogrønt i vindueskarmen, så er det et helt oplagt sted at starte. Denne artikel fortæller hvorfor og hvordan du kommer i gang med at dyrke – uden at investere i dyrt udstyr.

 

Lad os starte med hvorfor:

Altså – hvorfor skal du starte lige netop med solsikker?

  • De er nemme at dyrke
  • De smager lækkert – de har en mild, lidt nøddeagtig smag
  • De er ret kraftige i væksten, så der er noget bid i spiren, og man føler man får noget plante for pengene
  • Prisen på frø er overkommelig
  • Alle kan li’ dem – også ungerne
  • De er superfood sunde

Vores unger går forbi vores ”køkken-køkkenhave” på vej ned mod deres værelser, og jeg ser dem ofte snuppe en spire eller to som snack. Det er da dejligt at se…

Skuddene er nemme at bruge og passer lige ind i salater, i en sandwich eller bare som topping på en ret – det gir bare lige et ekstra pift til maden.

Og så er de sunde! Mikrogrønt er i sig selv et ultra sundt bekendtskab (hvis ik du har hørt historien – så er mikrogrønt generelt 20-50 gange mere fyldt med næring end deres voksne udgave. Læs alt om fordelene ved mikrogrønt her).
Solsikker er især stærke på essentielle aminosyrer, jern, kalium, magnesium, calcium, kobber og fosfor.

Har du lyst til at prøve at dyrke dem?

Go for it!

Jeg har lavet et gratis mini video kursus, der lærer dig, hvordan du gør. Klik på knappen herunder for at se det.

Hvis du hellere vil læse, hvordan du gør, kan du fortsætte med resten af artiklen.

Mikrogrønt som har fået nok lys

Sådan dyrker du solsikkemikrogrønt – på den nemme måde.

Start med frøene

Det er det vigtigste.

Egentligt er frøene ikke anderledes end dem du sår i haven. Disse er bare behandlet med sager man ikke vil have i sin mad, så dem skal du ikke bruge.

Egentligt bør du købe frø (på nettet) som er beregnet til mikrogrønt da de er helt fri for alt skadeligt, og så får du dem i mængder der giver mening ifht denne dyrkningsmetode.

Men du kan altså sagtens prøve med de frø du har i skabet…

Prøver du med frø fra skabet, skal de være økologiske. Er de det, vil de gerne spire, selvom de ikke længere har skallen på. Det er bare sådan nogen her fra coop, jeg mener. Du vil opleve at spirene ser lidt skadede ud, og sorten er måske heller ikke smagsmæssigt den bedste, men du vil garanteret lykkes.

Det er ikke optimalt, men sjovt at prøve og en nem måde at komme i gang med det samme.

Vil du købe ægte godkende mikrogrønt frø?

Så skal du finde en webshop, der arbejder seriøst med området. Det kan f.eks. være www.plantelys.dk Der kan du få en masse forskellige, godkendte, økologiske frø til dyrkning af mikrogrønt.

frø til dyrning af mikrogrønt

Du kan købe økologiske solsikkefrø til dyrkning af mikrogrønt på www.plantelys.dk

Derudover skal du bruge:

En ren beholder (det kan være en kødbakke, et fad, en underskål, en højkantet tallerken). Du kan se min guide til mikrogrønt bakker her.

Et gromedium. Det kan være pottemuld eller kokosmuld. Har du ikke det ved hånden, kan du som et forsøg prøve med vat eller et par lag køkkenrulle (det er ikke optimalt, men det kan bruges til forsøg).

 

Sådan gør du:

 

Dag 1-3

  • Læg jorden i et lag på 2-3 cm i din beholder.
  • Fugt det godt. Det skal være gennemfugtigt men ikke drive af vand.
  • Spred dine frø ud på jorden. De skal ligge ret tæt, men ikke ovenpå hinanden i lag.
  • Dæk bakken til. De skal stå mørkt for at spire.
  • Vent nu nogle dage – indtil frøene er spirede og vokset lidt.

Det er vigtigt at de ikke tørrer ud i denne proces. Vand med en sprayflaske en gang om dagen.

Dag 4-7

 

  • Tag låget af og stil dem lyst i en vindueskarm (pas på med direkte lys om sommeren).
  • Vand ca. en gang om dagen efter behov.
Nyhøstet solsikke mikrogrønt

Dag 8-12

Nu begynder de at ligne noget.

 

  • Smag på dem hver dag. De vil skifte smag som spiren bliver ældre.
  • Frøkapslerne kan være lidt svære at få af. Stryg hånden over planterne så ofte du kan når du går forbi. Det vil hjælpe til at løsne dem.
  • Høst når bladsæt nr 2 er på vej. Det er her de begynder at ændre smag til det bitre, så smag dig frem til, hvornår du gerne vil høste.
  • Høst ved at skære dem af 1-2 cm over jorden.
  • Nyd dem med det samme eller opbevar dem i køleskabet. De kan holde sig et par uger, men du får mest næring og smag ud af dem ved at nyde dem med det samme.

Rigtig god grolyst

 

Tilbage er der bare at sige rigtig god fornøjelse! Og husk, hvert lille skridt du tager for at dyrke dit eget grønt gør godt for din mave og vores dejlige planet.

Har du spørgsmål, så fyr endeligt løs i kommentarfeltet herunder.

Smil og haveheld fra

Katrine fra Mikrohaven