Er du haveejer og har du dræbersnegle i haven, så vil du med stor sandsynlighed synes, de er lidt af en plage. De er berygtede for at kunne ”dræbe” nærmest alt i haven, ved at spise sig igennem både nye og etablerede planter. Ja indimellem kan man opleve at yndlingsplanter nærmest forsvinder over natten.
De fleste vil gerne være dræbersnegle foruden, og her er nogle gode tips du kan bruge til at holde haven sneglefri.
1: Vær over sneglene, inden de lægger æg
En af nøglerne til en sæson med færre snegle er at fjerne dem før de lægger deres æg. Det er vigtigt at komme tidligt i gang om foråret med bekæmpelsen. Lige når sneglene kommer frem er de endnu ikke kønsmodne, men en del vil være tæt på og kan derfor relativt hurtigt påbegynde forplantningen.
Jo flere snegle man kan nå at fjerne inden de bliver kønsmodne des bedre. Denne indsats vil have stor betydning for hvor mange snegle man får senere på året og i de kommende år. Læs mere om deres cyklus hos Miljøstyrelsen.

Skrevet af Katrine fra Mikrohaven
2: Sørg for at reducere dræbersneglens skjulesteder
Det kan du gøre ved at være opmærksom på at holde haven rimeligt ren for organisk materiale. I havesæsonen kan du prøve at fjerne blade, grene, græsafklip, opluget ukrudt og andet organisk materiale, som kan give ly for sneglene.
Undgå at have ubrugte krukker og urtepotter til at stå og fjern andre genstande, f.eks. træplader og plastsække, som kan fungere som skjulesteder. De søger ly på mørke, fugtige steder, så prøv at forestille dig, hvor det kan være og sørg for der kommer lys og luft til.
3: Fjern sneglene manuelt
Mange går igennem haven hver aften og fjerner de snegle, man får øje på. Man skal ikke underkende denne metode – især ikke hvis man er effektiv med det inden de får lagt deres æg (se punkt 1).
4: Brug kakaoflis som belægning i haven
Kakaoflis er flis lavet af skaller fra kakaoproduktionen, og er et udmærket værn mod dræbersnegle. Kakaoskaller indeholder nogle stoffer der virker som naturlig gift på sneglene. Derudover har de en form, de ikke bryder sig om at kravle på. Så du kan med fordel lægge denne type flis i de områder og omkring de planter, du ønsker at beskytte. Læs mere om kakaoflis her.
Jeg kan anbefale disse kakaosflis produkter:
Du kan få prisvenlige kakaoskaller fra havehandel der er godkendt til økologisk brug. Læs om det her på havehandel.dk.
Disse kakaoskaller fra haveglad.dk er også et rigtigt godt bud. Se det her på haveglad.dk
Jeg skal lige sige at dette er reklamelinks som betyder, jeg får en lille procentdel hvis du køber dit flis via disse links. Så tak på forhånd for at støtte min blog 🙂
5: Læg forhindringer i vejen
Du kan lægge forhindringer for at undgå dræbersnegle i haven og forhindre dem i at kravle ind, hvor du ikke vil have dem. Der findes forskellige typer af barrierer, fx kobberbånd, sneglehegn eller murpap.
6: Tiltræk naturlige fjender til haven
Du kan tiltrække snegleædende dyr som pindsvin, tudser, frøer og fugle til haven. Du kan fx installere en fuglekasse eller sætte en skål med vand ud til pindsvinene. Lav gerne et pindsvinebo, det kan være en sjov og hyggelig aktivitet med børnene.
Bonustip fra Lise
Lise – der er læser af bloggen – har lige lagt et ekstra tip i kommentaren, som fortjener at komme med. Det drejer sig om kaffegrums. Fordel det omkring dine nysåede planter eller planter du gerne vil beskytte, og sneglene vil i mange tilfælde holde sig væk. De bryder sig ikke om lugten og når det er tørt, vil det være en god barriere. Tak til Lise.
Det kan tage tid at fjerne dræbersnegle i haven
Husk på, at det kan tage tid og vedholdenhed at bekæmpe dræbersnegle, så vær tålmodig og prøv forskellige metoder for at finde den bedste løsning for din have.
Gode forslag. Jeg har haft stort held med kaffegrums omkring såede ting. Sneglene kan ikke lide lugten, og når det bliver tørt kravler de ikke over det.
Hej Lise
Tak for dit input, og du har helt ret, den metode har mange haft held med. Jeg tilføjer den lige til listen 🙂
Smil fra Katrine fra Mikrohaven