Kakaoflis bliver stadigt mere populært, og det er der flere grunde til. Den første og vigtigste er at det er et effektivt værn mod ukrudt. Andre grunde er at det er et bæredygtigt produkt, da det er et restprodukt fra kakaoproduktion i Danmark og Europa. Og en sidste vigtig grund er at kakaoflis har ry for at kunne beskytte dine planter mod de trælse dræbersnegle.

I denne artikel beskriver jeg 10 ting, du bør vide om kakaoflis – inden du går i gang. Dette kan hjælpe dig med at afklare, om kakaoskallerne er det rette bunddække til din have.

Katrine fra mikrohaven - dyrker grønt i højbede og på lidt plads

Skrevet af Katrine fra Mikrohaven
Artiklen indeholder reklamelinks som støtter denne blog

Hvad er kakaoflis?

Kakaoflis er et naturligt og bæredygtigt dækmateriale, som fremstilles af knuste kakaoskaller – et restprodukt fra kakaoproduktion. I haven bruges kakaoflis som jorddække i bede, højbede og omkring planter, hvor det hjælper med at holde på fugten, forbedre jordens struktur og reducere ukrudt.

Når kakaoflis nedbrydes, tilfører det jorden organisk materiale og understøtter et sundt mikroliv i jorden. Samtidig giver det et mørkt og ensartet udtryk, som mange foretrækker frem for traditionel barkflis.

Fordele ved kakaoflis i haven

Kakaoflis har flere praktiske fordele, som gør det populært i både køkkenhaver og prydhaver:

  • Holder effektivt på fugten i jorden

  • Hæmmer ukrudt ved at dække jordoverfladen

  • Forbedrer jordens struktur over tid

  • Biologisk nedbrydeligt og bæredygtigt

  • Giver et dekorativt og naturligt udseende

  • Virker afskrækkende overfor snegle

Som jorddække fungerer kakaoflis bedst, når det lægges i et lag på ca. 2–5 cm oven på jorden.

Hvordan virker kakaoskallerne egentligt?

Hele fidusen ved kakaoskaller er at når du vander det, så opstår en naturlig lim, som binder kakaoskallerne sammen til en let porøs skorpe. Skorpen er fast og tæt sluttet og det betyder, det holder lyset ude, og dermed forhindrer væksten af ukrudt.

Det er ret smart – så smart at flere og flere gartnere er begyndt at bruge det professionelt. Ligesom at havefolket har fået øjnene op for dette naturlige restprodukt.

10 ting du bør vide om kakaoflis – før du går i gang

 

1: Du skal bruge væsentligt mindre kakaoflis end træ/barkflis

Fordi kakaoskallerne danner den hårde skal, når det vandes, så er det ikke nødvendigt at bruge et særligt tykt lag. Ja faktisk skal du maks bruge 5 cm, hvilket er langt mindre end når du bruger bark-eller træflis.

Selvom en bigbag med kakaoflis oftest er dyrere end barkflis eller træflis, så skal du altså bestille mindre hjem for at dække det samme område.

Herunder findes et par eksempler på bigbags fra et par leverandører. Disse bigbags vil række til følgende.

  • 1000 liter kakaoflis rækker ca til 2 cm i f.eks. køkkenhaven over 50 m2.
  • 1000 liter kakaoflis rækker ca til 3 cm i f.eks. staudebedet over 34 m2.
  • 1000 liter kakaoflis rækker ca til 5 cm over genstridig ukrudt som f.eks skvalderkål over 40 m2.
kakaoflis i bigbag fra havehandel

Du kan få prisvenlige kakaoskaller fra havehandel.dk der også er godkendt til økologisk brug. Læs om det her på havehandel.dk.

biologisk kakaoflis fra haveglad

Disse kakaoskaller fra haveglad.dk er også et rigtigt godt bud. Se det her på haveglad.dk

Det gælder generelt at kakaoflis opnår den gode virkning ved at lag på blot 2-5 cm. Det er formålet med dækket der afgør, hvor tykt laget skal være. Er det til dekorative formål eller bemkæmpelse af let ukrudt, så spred et lag på 3 cm. Er formålet at bekæmpe genstridigt ukrudt, bør du dække med 5 cm. Til køkkenhaven vil et lag på 2 cm være passende. Spred aldrig et lag på over 5 cm.

2: Kakao flis egner sig ikke til gangstier

Det fikse ved kakaoflis er, at der dannes en hård skal, selvom man blot dækker med et lag på 5 cm. Skallen er dog ikke hård nok til at kunne modstå at man færdes i bedet. I stedet vil hinden brydes, og den gode effekt ophører. Brug hellere træflis på gangstierne.

3: Kakaoskaller egner sig ikke til fugtige områder i haven

Kakaoskallerne mister hinden og derfor den beskyttede effekt, hvis det lægges i et område af haven som er fugtigt og måske endda sumpet. Her er det bedre at bruge træflis. Brug kakaoskallerne i områder som er almindeligt veldrænede.

4: Kan lægges ud hele året

Det er ret nemt at arbejde med kakaoflis, og det kan spredes hele året. Dog ikke når der er sne. Det kan dog også være en fordel at undgå meget våde perioder, da den famøse ”lim” kan vaskes væk i regnfulde perioder. Er dette sket, kan du dog genoprette skaden ved at efterfylde et lag på 1-2 cm.

5: Vær varsom med at bruge kakaoskaller i surbundsbedet

Surbudsplanter så som rhododendron, azalea og en række lyngplanter kræver ilt til deres rødder. Rødderne ligger i overfladen af bedet hvorfra de trækker ilt. Kakaoskallerne danner jo, som du har lært, en hård skal som formindsker ilttilførslen. Hvis der bliver lukket for adgang til ilt, kan det skabe mistrivsel hos planterne. Overvej i stedet at bruge grov spagnum som bunddække i surbundsbedet.

6: Velegnet til rosenbedet

Ønsker du at dække dit rosenbed med flis, så er kakaoflis et godt bud. En af grundene er at der ikke er harpiks i kakaoflis, som roser ikke kan tåle. Harpiks findes jo ofte i træ/barkflis hvorfor cacaoflis er det bedre alternativ. Læs evt. min fulde guide til flis i haven, hvis du vil vide mere om de forskellige flistyper.

7: Holder dræbersnegle fra at spise dine planter

Kakaoflis indeholder stofferne koffein og theobromin, der virker afskrækkende overfor snegle, myrer, biller og andre lignende insekter. Det betyder at du i store træk kan lykkes med at holde dem væk fra at spise din have før du selv får glæde af den. Dog er det ikke en garanti, hvis du er meget plaget af dræbersnegle.

8: Dufter anderledes – af cacao

Duften er ikke som du kender det, fra andre ting i haven. Kakaoskaller har sin helt egen duft. Det dufter lidt som cacao. De fleste vil nok kunne lide dufte, men er du sensitiv med den slags, så find et sted teste det før du køber en helt bigbag fuld.

9: Kakaoskaller er ikke giftige – men spis det ikke

Mange er usikre på om hunde og katte kan tåle kakaoflis. De er helt sikkert ikke egnet til at spise, hverken for dyr eller mennesker, men det er ikke giftigt at indtage.

10: Vær beredt når du får kakaoskaller leveret – de tåler ikke vand

Når du bestiller din kakaoflis til levering, så vær opmærksom på at dække det ordentligt til, hvis ikke du får det spredt ud i haven lige med det samme. Bigbags er ikke vandtætte, så husk at lægge en presenning over hvis vejrudsigten siger regn.

Ofte stillede spørgsmål om kakaoskaller



Hvad er kakaoskaller, og hvor kommer det fra?

Kakaoflis består af sprøde skaller fra kakaobønner – et restprodukt fra chokoladeproduktionen. Det er et 100% biologisk materiale, særdeles velegnet som bunddække i haven.

Hvor tykt et lag af kakaoflis skal jeg lægge?

Et typisk lag er 3–5 cm. 2 cm er passende i køkkenhaven, mens 5 cm er anbefalet ved genstridigt ukrudt.

Hvor meget flis skal jeg bruge?

1000 liter kakaoflis dækker ca.: 50 m² ved 2 cm lag, 34 m² ved 3 cm lag, og 40 m² ved 5 cm lag.

Virker kakaoflis mod dræbersnegle og andre skadedyr?

Ja – kakaoflis indeholder naturlige stoffer som koffein og theobromin, der virker afskrækkende over for dræbersnegle, myrer og biller.

Hvordan lægger jeg kakaoflis korrekt?

1. Fjern ukrudt og jævn jorden.
2. Vand jorden grundigt.
3. Spred kakaoflis i et lag på max. 5 cm.
4. Vand flisen igen, så der dannes en naturlig skorpe.

Kan der opstå skimmel på kakaoflis?

Ja – i varme og fugtige perioder kan der forekomme en uskadelig skimmel på overfladen, men den forsvinder typisk af sig selv.

Hvad adskiller kakaoflis fra træ- og barkflis?

Kakao danner en skorpe ved vanding og kræver kun et tyndt lag (3–5 cm) modsat 10–15 cm ved barkflis. Kakaoflis dufter af chokolade, er dekorativ og holder længere.

Hvor og hvordan kan jeg bruge kakaoflis i haven?

Kakaoflis er velegnet til bede, roser, stauder, skråninger og krukker. Ikke egnet til stier, drivhuse eller meget fugtige områder.

Hvordan forbedrer kakaoflis jordens kvalitet?

Kakaoflis bidrager med kalium, fosfor og kvælstof, og øger humusindholdet, da det nedbrydes med ca. 1–2 cm om året.

Hvad skal jeg være opmærksom på ved brug af kakaoflis?

Undgå brug i surbundsbede (fx rhododendron). Opbevar flisen tørt, og efter kraftig regn kan det være nødvendigt at efterfylde et tyndt lag.

Hvor hurtigt nedbrydes kakaoskaller?

Kakaoflisen nedbrydes over tid og bliver omdannet til humus – som er naturlig gødning for dine planter.  Ca. 2 cm af skallerne omdannes årligt til humus, hvorfor det fra tid til anden er nødvendigt at tilføre nyt. I processen skaber du en god og frugtbar havejord.

Jeg oplever mug på kakaoskaller – er det farligt?

Det er helt almindeligt at der i perioder med meget nedbør kan forekomme skimmelsvamp på kakaoflisen. Det er en del af den naturlige nedbrydningsproces og vil forsvinde af sig selv. Dette er ganske ufarligt. Dog anbefaler anlægsgartnere at bruge værnemidler hvis du skal flytte/rode rundt i materialet for at beskytte mod svampesporer.